Vi har alle sammen kendt en person, hvor livet pludselig rammer alvorligt og vi tænker ved os selv, hvorfor sagde personen ikke noget, så kunne vi have hjulpet.
Men hvorfor er det, at vi går rundt og fortsætter med, at præstere selvom vores indre er ved at kollapse?
Det forsøger vi, at give vores bud på i dette indlæg med respekt og anerkendelse omkring at ikke en person er ens, og der kan være mange andre bud på dette end dem vi kommer med.
Menneskelig adfærd er kompleks, og der er ikke en enkelt årsag til, at mennesker fortsætter med at præstere, selv når de indre omstændigheder kan være udfordrende eller belastende.
Flere faktorer mener vi kan spille ind:
Overlevelsesinstinkt:
Mennesker har et indbygget overlevelsesinstinkt, der kan motivere os til, at fortsætte med at handle, selv i vanskelige situationer. Dette instinkt kan give styrke til, at håndtere udfordringer og prøve, at forbedre ens situation.
Sociale forventninger:
Samfundet lægger vægt på præstation og succes, hvilket kan skabe en forventning om, at man skal fortsætte med at præstere på trods af interne udfordringer. Denne sociale norm kan have indflydelse på individets adfærd.
Selvopfattelse og identitet:
Mennesker identificerer sig ofte med deres præstationer, og det at opnå succes kan have en positiv indvirkning på ens selvopfattelse. Dette kan føre til en vedvarende stræben efter, at opretholde eller forbedre ens præstation, selvom det indre følelsesmæssige velvære kan være udfordret.
Manglende indre opmærksomhed:
Nogle gange er folk måske ikke fuldt opmærksomme på deres indre tilstande, eller de kan vælge at undertrykke eller ignorere dem for, at fortsætte med daglige opgaver.
Økonomiske forpligtelser:
Økonomiske forpligtelser og behov kan tvinge folk til, at fortsætte med at arbejde og præstere, selv når de føler sig overvældede.
Det er vigtigt at huske, at hver persons situation er unik, og årsagerne til at fortsætte med at præstere trods indre udfordringer kan variere betydeligt. Kender man en hvor man synes, at mærke, at der er noget,
der har forandret sig og det bemærkes på personens adfærd, kan man forsøge at række ud.
I vores netværk, når vi har drøftet dette emne, er der faktisk flere, der har givet udtryk for, at de gerne vil åbne op og også gerne spørges. Igen kan vi ikke sige, at det gælder for alle men vores tese er, at åbenhed er vejen frem til indre ro.