Fra idé til virksomhed – En Podcastanbefaling

How I Built This with Guy Raz

PODCAST: How I Built This with Guy Raz
LÆNGDE: ca. 1 time
FORMAT: Vært og Virksomhedsstifter
EPISODER: 2016 – Fortsat
LYT HER: Spotify eller Apple Podcast

I denne uge præsenterer vi oktober måneds sidste podcastanbefaling – men den er absolut værd at give et lyt. Denne uges podcast er til alle jer der er nysgerrige, eller ønsker mere indsigt i hvordan nogle af de helt store virksomheder egentlig kom til. Hvordan startede Ben and Jerry’s? Hvilke udfordringer blev stifterne af Airbnb mødt af? Hvordan gik Five Guys fra at have én restaurant til at blive en franchise? Månedens sidste podcastanbefaling er How I Built This with Guy Raz.

Podcasten er produceret af National Public Radio (NPR), en af de helt store podcastproducenter i USA. How I Bulit This har, som titlen indikerer, journalist og en af de mest populære podcastere Guy Raz som vært. Guy Raz byder i hver episode en ny virksomhedsstifter velkommen, til en dialog om hele deres rejse med deres virksomhed. De taler om alt fra den spæde start, da idéen begyndte at vokse, til hvor virksomheden er i dag – og alle de udfordringer de skulle overkomme i tiden derimellem. Podcasten viser et ærligt billede af hvordan det er at stifte en virksomhed, og hvad det kræver at få den til at vækste.

How I Bulit This, er en spændende men også enormt underholdende podcast. Guy Raz byder, med sine skarpe interviewfærdigheder, gæsterne ind i et trygt rum hvor de taler om deres karriere på en måde, hvor lytterne både kan relatere og lade sig inspirere. Interviewene i podcasten bliver derfor ofte til samtaler, med skønne anekdoter og sjove fortællinger som gæsterne ikke før har delt. Af den grund alene, giver podcasten et fint billede af, at alle virksomheder, selv de helt store, er startet et sted – altid blot som en god idé.

Guy Raz har interviewet en bred vifte af forskellige stiftere: fra Briogeo, Tatcha og Spanx, til reCAPTCHA, Duolingo, Impossible Foods og Yelp. Podcasten byder både stiftere af ældre og nyere virksomheder velkommen, og lytterne kan derfor høre fra stiftere som stadig går endnu mere vækst imøde. Nogle af stifterne er den dag i dag stadig en del af den virksomheden de startede, imens andre har solgt deres virksomheder, og er igang med nye og spændende projekter.

Jeg vil anbefale den her podcast til alle jer der selv har en virksomhed, lille som stor, måske podcasten bringer jer lidt fornyet energi? Derudover vil jeg anbefale den til jer der går og drømmer om at starte jeres egen virksomhed, da det er inspirerende at høre om andres rejser med entreprenørskab. Tilsidst vil jeg anbefale den til jer der blot ønsker lidt underholdning, og er nysgerrige på, hvordan nogle af de store virksomheder er kommet til.

God lyttelyst!

Kh
Maja-Johanna
Kommunikation- og Mediekonsulent

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *